I dette indlæg gennemgår vi, hvad teknisk SEO er, hvad de vigtigste elementer i teknisk SEO er, og hvordan du kan få det tekniske fundament på plads for dit website.
Hvad er teknisk SEO?
On-page SEO fokuserer på de optimeringer, du kan lave på dit website, herunder dit indhold, meta tags og interne linkstruktur. Off-page SEO fokuserer på de optimeringer, som du kan foretage uden for dit website som f.eks. linkbuilding.
Teknisk SEO udgør, i modsætning til de andre grene af SEO, selve skelettet, som understøtter dit indhold og dine links, hvilket gør det muligt for søgemaskinerne at navigere, indeksere og forstå dit indhold. Det handler med andre ord om at eliminere de tekniske problemer, der potentielt kan besværliggøre søgemaskinernes evne til at tilgå og forstå dit indhold. Hvis din hjemmeside har tekniske mangler, kan det påvirke dine placeringer på Google, selvom dit indhold sidder lige i skabet.
Hvorfor er teknisk SEO vigtigt?
Du kan have det bedste indhold og stærke backlinks. Men hvis du ikke har optimeret din hjemmeside til teknisk SEO, så vil din hjemmeside ikke rangeres højt i Google.
Der er nogle helt grundlæggende elementer, der skal være på plads. Først og fremmest skal du sørge for, at Google kan tilgå, crawle og indeksere siderne på dit website. Hvis din side ikke har mulighed for at blive vist på Google, vil din indsats med at opdatere indholdet være forgæves. De tekniske SEO-optimeringer er derfor en ufravigelig del af enhver SEO-strategi.
Hvad skal man være opmærksom på ved teknisk SEO?
Målet med teknisk SEO er at sikre, at websitet har en god struktur og tilbyder en god brugeroplevelse. Der er flere ting, man skal være opmærksom på, når man arbejder med teknisk SEO:
- Mobiloptimering: Sørg for, at dit website er responsivt og fungerer optimalt på alle enheder, herunder smartphones og tablets.
- Indlæsningstid: Sider, der loader hurtigere, favoriseres af søgemaskiner. Brug derfor værktøjer til at måle og optimere sidehastigheden. Komprimer billeder, minimer CSS og Javascript, så hastigheden på siden øges. Du kan eksempelvis benytte værktøjer som Google PageSpeed Insights eller WPRocket, hvis du har en WordPress-website.
- Intern linkning: Når du linker internt mellem siderne, sikrer du, at søgemaskinerne forstår og kan navigere på dit website. Det er vigtigt at have en hierarkisk struktur, som fordeler linkværdi på tværs af hjemmesiden.
- Indeksering: Indeksering er afgørende for, at dine sider vises på Google. Hvis ikke siderne indekseres automatisk, skal du manuelt indeksere siderne på Google Search Console.
- 404-fejl: Undgå døde links eller sider, der ikke eksisterer længere.
- Sitemap: Opret en XML-sitemap, som hjælper søgemaskiner som Google med at forstå strukturen på dit website og at indeksere det effektivt. Opdater dine sitemaps, så søgemaskinerne oplyses om dit indhold og de sider, der skal indekseres.
- HTTPS-optimering: HTTPS sikrer en krypteret forbindelse mellem brugerens browser og webserver. Det er blevet en standard inden for SEO, da Google rangerer sider, der implementerer SSL, højere.
- Fejlfinding: Når du løbende opdaterer dit website, kan der opstå flere forskellige tekniske fejl, som løbende skal findes og optimeres på. Det er en god vane, som du bør implementere i dit løbende SEO-arbejde.
Ved at optimere på de tekniske SEO-parametre sikrer du, at dit website ikke kun er mere attraktivt i søgemaskinerne, men også forbedrer brugeroplevelsen for de besøgende på din side. Når siden er hurtig og optimeret korrekt, er brugerne også mere tilbøjelige til at bruge siden. Og så er sandsynligheden for, at du når dine mål med dit website, større.
Brugbare værktøjer til teknisk SEO
Selvom vi allerede har nævnt nogle af de værktøjer, findes der flere populære værktøjer, der kan bruges til teknisk SEO.
Google Search Console er et gratis værktøj fra Google, som giver dig indsigt i, hvordan Google ser dit website. Med dette værktøj kan du indeksere sider og sitemaps, men det viser også, hvilke sider, der er eventuelle crawlingfejl, indekseringsproblemer eller andre fejl på.
Screaming Frog er et populært program, der crawler websites for tekniske fejl som f.eks. døde links, manglende titler, duplikeret indhold og meget andet. Ahrefs og SEMRush tilbyder også værktøjer, der giver detaljerede rapporter om tekniske problemer på dit website. Disse værktøjer viser en såkaldt helbredsscore, som vurderer dit websites sundhed og peger på områder, der skal forbedres.
Hvis du gerne vil optimere din sides loadinghastighed, kan du eksempelvis bruge Google PageSpeed Insights eller, for dem med et WordPress-site, WPRocket.
Det er vigtigt at bemærke, at ingen værktøjer kan dække alle aspekter af teknisk SEO. Det er derfor en god idé at vælge en række forskellige værktøjer, som giver dig en komplet indsigt i dit websites tekniske fundament – og ikke mindst hvordan du kan optimere på det.
Implementér teknisk SEO i dit arbejde
Det er vigtigt at nævne, at arbejdet med teknisk SEO er en kontinuerlig proces. Når du optimerer på dine landingssider, kan der løbende opstå nye tekniske fejl, der skal rettes. Samtidig ændrer teknologien, søgemaskinernes algoritmer og brugernes behov sig løbende, og det er enormt vigtigt, at man har fingeren på pulsen og løbende optimerer.
Teknisk SEO er derfor en helt afgørende faktor, hvis du gerne vil skabe resultater med din søgemaskineoptimering. Teknisk SEO kan dog ikke gøre det alene. Det er vigtigt, at du sideløbende arbejder med on-page SEO og off-page SEO, hvor du leverer stærkt indhold til dit website og skaber gode backlinks til din side.
Få hjælp til teknisk SEO
Hvis du er i tvivl om, hvordan du kan optimere dit websites sundhed, så kontakt gerne Admatic Digital. Vi er et marketingbureau, som laver websites, der er teknisk optimeret til SEO og annoncering. Vi tilbyder også SEO-løsninger, hvor den tekniske optimering selvfølgelig indgår. Kontakt os gerne for at høre, hvordan vi kan hjælpe din virksomhed med at nå til tops i søgeresultaterne.